status på 1 års barsel

status på 1 års barsel

Min barsel er tæt på at være forbi- og som de fleste andre mødre der har haft barsel, fatter jeg ikke hvor tiden blev af?

I juni sidste år startede jeg min barsel, og jeg havde MASSER af planer for, hvad jeg gerne ville nå, udover at passe min skønne baby og bruge tiden med hende og hendes søskende.

Jeg forestillede mig at når baby sov, så ville jeg være praktisk og få en masse fra hånde

I wish

– MEN – sådan er det langt fra gået!

Først og fremmest er jeg forundret over, at jeg ikke allerede inden barslen gik i gang, mindede mig selv om barslens realiteter   -jeg mener det er trods alt min 3. barsel, så jeg burde vide bedre

 

Stupid me!

Nå, men jeg havde en masse forestillinger om hvad jeg kunne få udrettet i min barselstid- jeg har aldrig haft svært ved at få gode idéer… Her kan I læse om mine mange planer og se hvorvidt jeg kom i mål med dem eller ej?

                                                               # 1 Projekt vasketøj.

Vi bor i et hus med overvægt af piger (vi har netop fået vores 3. datter) , så vasketøjs bunken er ALTID med top! DERFOR så jeg frem til, at jeg hver gang baby sov, kunne få bugt med bunkerne, sætte tøj over til vask, lægge rent tøj sammen og få lagt det på plads! Jeg var sikker på at skulle det nogensinde lykkedes mig at komme til bunds i vasketøjet, så var det nu!

FOR POKKER MIA, glem det…… baby sover max 40 min ad gangen- og tager hun endelig 3 timer, så er du i gang med at se “Real housewifes of Beverly Hills”, “Keeping up with the Kardashians” osv, og opdager ikke engang at der er gået 3 timer!

Her med under 2 uger tilbage af min barsel må jeg sige, at dette mål ikke er lykkedes.

                                                               #2 Male Væg i soveværelset

Vi har inden ankomst af baby, rykket lidt rundt. Vi har nu soveværelse i det værelse, der før var vores 10-åriges. Fint værelse, MEN den ene væg er fyldt med sommerfugle- en anden af mine gode idéer, da jeg selv i sin tid, sad og klippede dem ud fra et karton og herefter satte dem op med limlak! DIY – projekter er jeg fan af, også selv om de aldrig bliver som jeg troede… Men temaet med sommerfugle væggen passer ikke helt ind i det der nu er vores soveværelse, og jeg havde derfor STORE planer om at jeg her i min barsel, med sikkerhed ville få tid til at slibe væggen ned og herefter male den hvid. HELT ÆRLIGT, det kræver at jeg finder sandpapir, får købt maling, malertape osv.

Sandheden er, at jeg dårligt kan finde min kaffekop, når jeg sidder i sofaen og opdager at jeg ikke fik taget den med ind fra køkkenet!

Projekt Male væg er stadig på TO-DO listen..

                                                   #3 Tabe mig de overflødige graviditets kilo

Jeg har i denne graviditet- lige som i de 2 forrige, taget over 20 kg på! Jeg kan ikke gøre for det- i samme sekund jeg ser de 2 streger på den positive graviditets test, føler jeg at jeg MÅ spise for 2! Og det skal helst være søde sager- det hjælper på kvalmen…

Men denne gang, var planen, at jeg ville vende tilbage til jobbet igen, i samme form som inden jeg blev gravid! Det gør jeg så ikke…. med mindre jeg kan få 1/2 (hvis ikke 1 helt års) mere barsel?

Men pyt- jeg er på vej- og det er trods alt en krop der har båret 3 børn og et maveskind der har været helt udspilet 3 gange- og det er jeg faktisk en anelse stolt af!

Men endnu et mål, jeg ikke formåede at indfri.

                                                           #4 Baby svømning hver uge

For at give min lille datter glæden ved vand og at bade, ville jeg så snart vi måtte, tage i svømmehallen HVER UGE! Det ville sikkert også være behjælpeligt ift. ovenstående mål…
Jeg indså hurtigt, at jeg ikke ville melde mig på et decideret baby svømnings hold, for det ville blive for dyrt i længden, hvis jeg nu ikke kom afsted. (mon jeg har haft en lille flig af realitetssans?)

Nå, men præcis på min datters 8 ugers dag, tog vi for første gang i svømmehallen. Det var egentligt en succes- hun druknede i hvert fald ikke, og det gjorde jeg heller ikke… Hun morede sig og var ret glad for det varme bassin! Derfor tog jeg også derfra med troen på at det skulle gentage sig ugen efter.

Jeg kan ikke huske hvad vi lavede ugen efter (eller de efterfølgende mange uger) men sandheden er at der gik 4 måneder inden vi kom afsted for 2. gang – som også blev sidste gang.

DOG må jeg lige tilføje, at jeg tog revanche i April, hvor vi drog 3 uger til Thailand- og her fik vores datter lov at bade nærmest HVER DAG! Så dette mål er vel opnået i en eller anden grad

 

Sådan!!!!!!!!!!

                                                                       #5 Lærer at sy babytøj

Jeg har som nævnt tidligere, altid haft en interesse for DIY projekter. Da jeg har en god symaskine stående, tænkte jeg at det skulle være nu, at jeg ville lærer at sy bukser, bluser mm  efter mønstre..

Jeg var endda så heldig at komme i mødregruppe med én meget hjælpsom pige, som allerede var i fuld gang med at sy babytøj, både til sit eget og andres børn.

Vi brugte lidt tid i mødregruppen på at kigge på mønstrene, og jeg var endda så heldig at vi sammen lavede et lille videoklip af, hvordan jeg skulle lægge mønstrene i forhold til hinanden (spejlvendt) hvis jeg nu havde glemt det når jeg sad alene der hjemme (læs: ammehjerne)  Og som prikken over i ´et, fik jeg noget stof med hjem som jeg gerne måtte bruge til at øve mig på!

Lena, UNDSKYLD du brugte al den tid med mig, på at lærer mig om sy-teknikker og mønstre….. jeg har kun formået at ligge stoffet ned i en skuffe- hvor det stadig ligger og venter!

Jeg aner ikke hvor tiden er blevet af? Mit sy-projekt må vente lidt endnu- og så skal jeg nok have fat i nogle nye skabeloner- kan nok ikke proppe vores efterhånden store pige i str. 68/74…

 

Jeg kunne godt skrive om mange flere (urealistiske) mål jeg havde forestillet mig jeg kunne indfri i min barsels tid, men det vil jeg undlade…

I stedet vil jeg påpege nogle af de punkter jeg rent faktisk havde succes med at indfri :

  • Jeg har “læst” (lydbog) hele 3 bøger de sidste 12 mdr- den længste tog 15 timer at lytte til… Kan i øvrigt anbefale bøgerne “40 uger efter” & “papmache- reglen”– perfekte bøger til nybagte mødre.
  • Jeg er kommet i gang med løb igen- og deltog & gennemførte 10 km løb til årets Royal Run
  • Jeg har tilladt mig at være sofa-kartoffel på de dage hvor overskuddet var fraværende- og gjort det uden at have dårlig samvittighed
  • Vi har lige fejret vores lille piges 1 års fødselsdag, og det lykkedes mig at bage 3 forskellige slags boller samt 2 forskellige kager
  • Jeg har brugt Reshopper ivrigt- og har derved støttet genbrugs tanken og gjort noget godt for miljøet (derudover orker jeg ikke engang at gå ind i rigtige butikker) og har sparet nogle penge. (i wish)
  • Jeg har husket ALLE læge/tandlæge- aftaler- og der har været en del, vores 10-årige går jævnligt til bøjletandlægen! Jeg klapper lige mig selv på ryggen…
  • Jeg har fået hørt noget musik- ikke kun i øretelefonerne! Jeg har været til koncert med Marie Key med gode kollegaer og jeg har været med min 10-årige til familie koncert med Rasmus Seebach.

OG SÅ VIDERE………..

Alt i alt har jeg nået det der skulle nåes!

Noget nåede jeg (tydeligvis) ikke– men jeg nåede en masse andet!

Jeg har nydt mit 3. og sidste barsels år- og det eneste der ærgrer mig, er at tiden er gået så hurtig!

Leder stadig efter den pause knap……………..og min kaffekop!

Mia

 

 

 

 

Mor livet- når man har en teenager samtidig med en baby!

TEENAGE MOR- BABY MOR!

At være mor til en teenager- er noget nyt for mig, og noget jeg ikke var særlig godt forberedt på 😉 (man burde være forberedt på samme måde som man er, når man venter sit 1. barn…. Nogen burde indføre: Før-teenage forberedelser)

Til gengæld var jeg forberedt på at få en baby for 3. gang.

Intet var HELT nyt og usikkert, og jeg glædede mig over at jeg denne gang kunne hvile mere i situationen og med mine erfaringer vide, at det hele nok skal gå, også selv om livet med en baby er benhårdt.

MEN at være mor til en teenager samtidig med at være nybagt mor, er en hel ny verden.

En verden der ofte er fyldt med modsætninger og situationer der er både paradoksale og underfundige.

F.eks. i disse 10 situationer:

#1:  Samme dag som min yngste fik sin 5 uger undersøgelse, fik min ældste datter sin HPV- vaccine.  🙂 Velkommen til verden- og velkommen til voksenlivets farer!

#2: Kort tid efter vi havde holdt barnedåb- var vi i gang med at lede efter passende lokaler til næste års konfirmation… (konfirmationen bliver i en anden prisklasse, for her er der ingen kjole, der er gået i arv fra fars familie, og håret kan næppe klares med en kyse)

#3 : Da vi en dag købte bleer, tænkte jeg, at jeg også hellere måtte købe nogle bind til vores ældste, den menstruation er nok undervejs inden længe.  (godt jeg kun skal klare bleskift hos den ene)

#4 : Om lidt starter vores mindste i vuggestue- vores ældste i udskolingen (hver sit møde med de sociale spilleregler)

#5: Vi jublede da vores yngste fik sin 1. tand……..- kort tid efter fortalte tandlægen at vores ældste har skiftet ALLE sine tænder. (som vi hellere må få forsikret)

#6: Når vi skal finde 3 minutters underholdning på Tv´et til vores yngste, er det Teletubbies (Jeg ved at det er FORFÆRDELIGT børne-tv…. men det virker! I hvert fald i 3 min) der kommer på- Når vores ældste ser noget, er det reality programmer som fx. “Divaer i junglen” der virker!  (begge programmer er helt sikkert en fejl i deres opdragelse og er med til at spolere dem som mennesker- Vi UNDSKYLDER på forhånd)

#7: Om tirsdagen mødes jeg med min mødregruppe, det er hyggeligt og vi får bl.a. vendt temaer som “søvn”, “grød”, “tænder” osv.- om ikke længe bliver vi nok indkaldt til et forældremøde hvor det skal handle om “sprut-politik”, “ungdomsfester”, “rygning” mm.  (lidt lettere at tage stilling til om der skal sukker på grøden eller ej)

#8: Alle med en baby kender begrebet “Tigerspring”- Jeg kan ud fra min erfaring forsikre om at INGEN af de såkaldte tigerspring babyen skal igennem er hårde- …………..sammenlignet med at skulle forholde sig til en teenager med flyvende hormoner i kroppen. (læs: tigerspring er som “a walk in the park” i den sammenhæng)

#9: Alle med en baby kender til den lykkefølelse man får i kroppen, når man mødes af verdens største smil, når man henter lille baby efter deres middagslur- Forældre til en teenager kender muligvis sætningen ” Vær sød at gå ud (læs: SKRID), jeg sidder lige og “facetimer”, som man ofte mødes med, når man sniger sig til at besøge dem på værelset.

#10: Min erfaring med at være mor til både en teenager og en baby på samme tid, har lært mig, at der er 1 tidspunkt, hvor de begge kræver det samme! – Nemlig når de er sløje og har det dårligt! Her er det stadig den samme omsorg med kys & kram der virker, og her er de begge lige skrøbelige og små (i overført betydning naturligvis)

Og alle de forskelligheder vi hver dag oplever og studser over, er de heldigvis helt uvidende omkring.

De er begge i gang med at udforske den store verden- vores yngste helt bogstavelig talt og vores ældste “voksen verdenen” med alle de forpligtelser, krav og forhindringer der følger med!

Og det bedste: DE HAR HINANDEN, og det gør os alle glade.

Vi har også en pre-teenager i huset, hun er midt imellem, nogle gang for meget teenager og andre gange for meget baby.  Men hun nyder med sikkerhed godt af, at hendes storsøster nú baner vejen for hende, så hun ikke behøver kæmpe de samme kampe. (der skal være fordele ved at have en storsøster)

Mia.

 

10 ting jeg havde glemt alt om……..

Vi fik for 10 måneder siden en lille efternøler…. der er gået 10 år siden vi sidst fik en baby!

Jeg indrømmer at jeg allerede i starten af denne graviditet tænkte “kan jeg overhovedet huske noget om at være gravid? og få en baby igen?”

Her er de 10 ting jeg seriøst havde glemt alt om….. og det handler ikke om søvnmangel- for hvilken mor der har født en baby glemmer efterfølgende, om den altoverskyggende søvnmangel? (LÆS: INGEN MOR)

Men her er de så:

#1 BLESKIFT:Seriøst??– havde glemt alt om at baby (i hvert fald vores) kan lave stort i bleen op til 14 gange i døgnet 😉  Der var dage,  hvor vi tænkte der måtte være noget galt, men som min sundhedsplejerske sagde: ” Det er meget normalt, når du ammer!” Jeg havde ellers fået fortalt, at når man ammede, kunne der gå flere dage uden stort i bleen?  Bonus ved de mange bleskift: Vores Viola vænnede sig hurtigt til at ligge på puslebordet!

#2 EFTERVEER: Efterveer…. AV AV AV, havde glemt alt om de smerter! Eller måske var de værre denne gang? For kloge hoveder har fortalt mig, at de bliver værre for hver graviditet! Om det er sandt aner jeg ikke- men jeg kan skrive under på, at de var slemme her 3. gang…

#3 AMMETØJ: Jeg ammede også denne gang- og havde glemt at (smart) ammetøj er lige så svært at finde, som en p-plads på Vester Voldgade! Godt nok er der sket lidt, på de 10 år der er gået siden min sidste graviditet- men når man tænker på hvor stort et marked det egentligt må være, der fødes trods alt nogle børn om året, så er udvalget stadig forbavsende lille!

#4 PANIK: Jeg havde glædet mig til igen at skulle ud og cruise med barnevognen op og ned af vejen, men havde glemt alt om den panik der opstår når baby pludseligt vågner og vil have mad NU– som i NU!!

#5 SVED:  Samtidig med ovennævnte panik, kommer svedperlerne….. måske det bare er mig, der får svedperler når jeg stresser- men tro mig jeg kan ligne en der lige er kommet et ud af badet og endnu ikke har tørret mit ansigt!

 

 

Og nu vi er ved sved…. hvad sker der lige for, at vågne badet i sved om natten? Godt nok skal det overskydende vand i kroppen ud efter graviditeten, men havde glemt at man vågner om natten pga. sved – og ikke babygråd….

 

#6 BABYLOUNGE: Jeg havde glemt hvor fedt det er at shoppe i centre der har en babylounge 🙂 Det er pludseligt blevet et must, for at jeg gider handle der (altså med baby..)

Hurra for at mit nærmeste og absolutte yndlingscenter, som blandt kendere bare kaldes RC, har valgt at udvide og prioritere endnu en babylounge 😉

#7 PUSLETASKE:  En helt uundværlig Accessories, når man har fået en baby- netop derfor er det mig en gåde, hvor ofte det er lykkedes mig at komme afsted uden pusletasken….. For ikke at tale om alle de gange jeg har efterladt den, de steder vi har været på besøg! RESULTATET af min glemsomhed: Brugt mange penge på at købe bleer og vådservietter- som jeg godt kunne tænke mig de solgte i små rejseudgaver, f.eks. en pakke med 3 bleer og 10 vådservietter….

#8 TÆNDER: Jeg havde (lykkeligt) glemt, hvor ulykkelige de små kan blive ved tandudbrud… Mindes ikke at det er noget, vi tidligere har mærket noget til- men det har vi så denne gang!!! Og det er ikke nødvendigvis overstået i løbet af et par dage, for tænder har det med selv at styre hvornår de kommer og hvor mange de dukker op samtidig…. lidt ligesom skoldkopper 😉

se mine fine hvide bisser

#9 Amning & tænder: Som sagt mindes jeg ikke ret meget om, hvad der skete omkring det tidspunkt hvor vores andre børn fik tænder… mindes heller ikke, at de nu kunne vælge at bruge disse tænder! F.eks. under amning….

#10 Savn: Måske jeg huskede det, men ikke graden af det! Jeg snakker om det afsavn kan man lide, når man har været væk fra baby i 30 min (eller kortere)… Tænk at det er muligt- at man oprigtigt kan komme til at savne den lille efter så kort tid! Når børnene bliver større- bliver man som forældre også bedre til at undvære… men mens man har en lille baby at tage sig af, kan det være oprigtig svært at være væk for længe af gangen ( i hvert fald for mig ;))

Mummy_Manon

 

“Gider I virkeligt det”?

“Gider I virkeligt det”?

En beretning om at ønske en efternøler………..

Da vi ventede os med vores første barn i 2004, var der glade lykønskninger alle steder fra- familie & venner glædede sig og alle fandt det naturligt at vi ønskede en lille baby da vi var i slutningen af vores 20´ere.

Da vi fik Sofia, fik vi samtidigt hele tiden spørgsmålet: “hvornår skal I så have nr. 2?”, eller :”skal hun ikke snart have en søskende?”

Igen var lykken stor, da vi efter 3 år fik Ella, og vi nu havde fået 2 sunde og raske børn 🙂

Nu var vi en lille familie på 4, og vi nød det i fulde drag også de (sindsygt) hårde år med 2 småbørn. I starten fik vi stadig stillet spørgsmål som :”skal I ikke have en mere?”, eller :”skal I ikke forsøge at få en lille dreng?”, men som årene gik og vi blev ældre, oplevede vi, at ingen længere spurgte ind til hvorvidt vi ønskede flere børn.

Når jeg senere var på barselsbesøg hos mine veninder der også fik børn, og jeg holdt deres lille nyfødte, spurgte folk ind imellem om jeg blev skruk. Jeg svarede altid at jeg altid havde drømt om at få 3 børn.

Som 38-årige tog min mand og jeg beslutningen om at droppe præventionen, og gå i gang med projekt baby ud fra devisen “Sker det så sker det”, og vi håbede begge at vores alder, som nu var en afgørende faktor ift. at projektet skulle lykkedes, ikke ville forhindre vores ønske.

Der skete ingenting, og når jeg luftede for mine veninder og bekendte at vi faktisk ønskede en 3´er, og at vi håbede det kunne lykkedes, var det ikke samme begejstrede reaktioner vi fik, som da vi ventede vores første i 2004.

Nu mødte vi kommentarer som “Gider I virkeligt det?”, ofte fortsat af :“nu er jeres piger jo blevet så store og selvstændige.”, andre sagde: “gider I virkeligt at skulle op 5 gange om natten igen?” eller :”at I gider, det er jo nu I kan gå på café og nyde livet”. Enkelte var helt bramfri og udbrød :”Godt det ikke er mig, det gad jeg ikke!”.

Jeg fandt det ærlig talt mærkeligt, at folk nærmest prøvede at snakke os fra det, eller sådan opfattede jeg det. Måske de bare ville have os til at tænke det igennem?? Uanset hvad, så prellede alle deres kommentarer af på os, for vi var fast besluttet på. at vi ville forsøge at få en efternøler, og de reaktioner jeg i virkeligheden frygtede mest, var reaktionen fra vores døtre, der i en alder af hhv. 9 og 12 år ikke havde taget stilling til at skulle have en lille søskende.

Imidlertid troede jeg på min 40-års fødselsdag ikke at projekt efternøler ville lykkes for os, for på de 2 år vi havde håbet det ville ske, skete der intet. Men præcis 1 måned efter min 40-års fødselsdag, blev jeg gravid!

Lykkelige var vi, men også ængstelige, for ville graviditeten blive gennemført uden problemer, man får jo af vide alle vegne fra, at kvinder der bliver gravide som 40+, har større risiko for abort, anormalitet osv.

Højgravid og lykkelig

Først da vi var forbi de 12 uger delte vi nyheden med familie & venner (undtagen de aller nærmeste, som havde fået nys om det tidligere) og HELDIGVIS kom der masser af lykønskninger og alle virkede oprigtigt glade på vores vegne. (heldigvis beholdt de i hvert fald deres skepsis for dem selv)

Vores pigers reaktion på nyheden, var en blandet fornøjelse, ingen tvivl om at nyheden lige skulle sluges. Deres begejstring voksede dog i takt med at maven voksede, og da vi halvvejs i graviditeten fik af vide, at vi ventede endnu en pige, var de helt vilde ved tanken om en lillesøster (som de vist troede, ville være som at få en dukke).

Ella og jeg morer os med den store mave.

I juni 2017 kom vores lille Viola til verden, hun er helt fantastisk og helt perfekt. Hun er præcis den lille efternøler som vi ønskede, og hun har 2 stolte søstre der elsker hende over alt i verden 🙂

Og ja, dem der var skeptiske og forudså hvor hårdt vi ville få det, havde ret. Det er HÅRDT igen at undvære nattesøvnen, at være kronisk træt, og at skulle bekymre sig om amning, babys vægt osv. igen, men jeg er så lykkelig og vil hellere end gerne undvære min nattesøvn, jeg ved af erfaring at den kommer igen…og mht. deres bekymring ift at skulle undvære café besøg- så kan det altså godt lade sig gøre med en baby- ovenikøbet også selv om man ammer 🙂

Viola med sin mormor og sine stolte søstre

Mine erfaringer med at blive mor som 40-årig vil jeg dele med jer i et nyt blog-indlæg.

Til alle jer der, ligesom os, ønsker jer en efternøler, kan jeg kun sige: Klø på, følg jeres drøm og lad ikke andres skepsis i forhold til jeres ønske, påvirke jer.

Kærlig hilsen en stolt mor til 3.